Problemet
 |
| Billedet er fra: http://www.managingamericans.com/BlogFeed/Management/6-Approaches-to-Problem-Solving-For-You-Your-Team.htm |
Vores borger er en 60 årig kvinde der for nylig er blevet konfronteret med pludselig opstået kronisk sygdom. Borger er blevet diagnosticeret med diabetes og er op startet med daglige blodsukkermålinger og insulin injektioner. Diabetesen har medført urinretention, grundet store vandladninger. Borger har meget svært ved at acceptere/mestre dette, derfor er der opstået krise i hendes liv, da hendes manglende accept af disse lidelser, gør det vanskeligt at opnå det at blive selvhjulpen. Borger har dermed komorbiditet, da hun har flere forskellige sygdomme.
Vi finder det interessant at undersøge hvorfor vores borger har så svært ved at accepterer og tage sygdommen ind.
Vores refleksioner bunder i den store omtale i medierne omkring for meget tid på dokumentation og derved manglede samvær med borgerne/patienterne – hvilket får os til at undre os over om der er tid nok til formidling af vigtige informationer til en borger som vores? Informationer som giver borgeren mulighed samt redskaber til at mestre sygdommen bedst muligt?
Jürgen Habermas, understøtter ovenstående refleksioner…..
Han peger på at systemet truer med at ’’kolonisere’’ livsverden, og derved bliver livsverdenen forarmet, fordi den frie fornuftige kommunikation, der kan skabe mening, moral og personlig identitet bliver fortrængt (2) .
I gennem vores projektarbejde, er vores intention dels at undersøge ovenstående, men også at sætte fokus på visitationen, og hvad der ligges vægt på i prioriteringen af tid til den enkelte – til sidst er vores ‘mål’ at borger mestre lidelserne, således at hun opnår empowerment og kontinuitet i hverdagen.
På baggrund af ovenstående har vi formuleret en problemstilling der lyder således:
Hvad kan der innovativt gøres i sygeplejen og det tværfaglige samarbejde, for at gøre det muligt at borgere der ikke acceptere deres sygdom, støttes i at mestre dette og opnå kontinuitet i hverdagen?
Vi finder det interessant at undersøge hvorfor vores borger har så svært ved at accepterer og tage sygdommen ind.
Vores refleksioner bunder i den store omtale i medierne omkring for meget tid på dokumentation og derved manglede samvær med borgerne/patienterne – hvilket får os til at undre os over om der er tid nok til formidling af vigtige informationer til en borger som vores? Informationer som giver borgeren mulighed samt redskaber til at mestre sygdommen bedst muligt?
Jürgen Habermas, understøtter ovenstående refleksioner…..
Han peger på at systemet truer med at ’’kolonisere’’ livsverden, og derved bliver livsverdenen forarmet, fordi den frie fornuftige kommunikation, der kan skabe mening, moral og personlig identitet bliver fortrængt (2) .
I gennem vores projektarbejde, er vores intention dels at undersøge ovenstående, men også at sætte fokus på visitationen, og hvad der ligges vægt på i prioriteringen af tid til den enkelte – til sidst er vores ‘mål’ at borger mestre lidelserne, således at hun opnår empowerment og kontinuitet i hverdagen.
På baggrund af ovenstående har vi formuleret en problemstilling der lyder således:
Hvad kan der innovativt gøres i sygeplejen og det tværfaglige samarbejde, for at gøre det muligt at borgere der ikke acceptere deres sygdom, støttes i at mestre dette og opnå kontinuitet i hverdagen?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar