Analyse

Analyse af interview med fagpersoner. 
Gennemgående for alle interviews, lægges der meget vægt på prioritering af tid, således at kvaliteten i den tid man har hos borgeren er i top. Der er ikke ubegrænsede mængder af tid, da der er nogle retningslinjer og procedurer der skal overholdes, blandt andet visitations tider som har udslag i gennemsnitstid, her måles det i tid og penge.

Visitationshæfte:

Sygeplejerskerne snakker om at noget af tiden går til dokumentation, systemer der ikke arbejder sammen, samt den tværfaglige kommunikation, som heller ikke arbejder så godt sammen, hvilket kan være en tidsrøver. Det unødvendige tid som går til at komme frem og tilbage i de forskellige systemer, kunne være blevet brugt hos en borger.

Der er ingen tvivl om at sygeplejerskerne arbejder ud fra en fænomenologisk tilgang med prioritering til borgerens bedste. (7, p 23-27) Men som Habermas siger vil systemverdenen kolonisere livsverden, samt dens værdier og normer. (8, p 364 – 380) Dette bekræftes lidt i samtalen med sygeplejekoordinatoren. Her kommer det til udtryk at der fra systemets side er vedtaget nogle specifikke regler og overvejelser, man som koordinator skal gøre sig når man tager imod en ny borger. Der skal først og fremmest slås fast om der er mulighed for at borgeren kan blive selvhjulpen igen, hvis ikke dette kan ske på individniveau, skal der undersøges om pårørende kan varetage opgaverne dvs. gruppeniveau, først dernæst bliver det sygeplejerskernes, SSH eller SSA opgaver dvs. Samfundsniveau, hvilket der er noget økonomisk og tidsmæssigt i.

I prioriteringen ligger der også et valg fra sygeplejerskens side – i sygeplejerske rollen har man biomagt, i og med at man tager valget over hvad der er vigtigt, og tager et valg på borgerens vegne. Sygeplejersken er i stand til at priortere da hun har den fornødne videnskabelige viden. Sygeplejersken udøver biomagt, da hendes profession gør at hun ved bedst, det er noget der pålagt hende på samfundsplan, da hun fra systemets side er nødsaget til at prioritere, da der i vores borgers tilfælde, ikke er tid til både vandladnings-problemer, diabetes og den psykiske lidelse. Igen er systemverdenen i fokus, frem for livsverden. (9, p. 100-117)

Det bliver i interviewet fremhævet at hvis de havde den fornødne tid, ville der blive taget højde for det hele menneske, hvilket igen understøtter den fænomenologiske tankegang sygeplejerskerne har.

Analyse af interview – borger med diabetes.

Som opfølgning på vores refleksioner om at dokumentation tager for meget tid, således at samvær med borgerne minimeres, har vi udarbejdet nogle spørgsmål til en borger med diabetes, omkring hvorledes informationen til diabetikere er tilstrækkelig. Spørgsmålene er lavet, da vi har et formål – nemlig at få afdækket vores emner. 

Man bør være opmærksom på at der i denne analyse er taget udgangspunkt i én borgers subjektive oplevelse, af at leve med en kronisk sygdom. Det er et bevidst valg – da vi ønsker et indblik i livsverdenen, frem for det statistiske synspunkt som hører hjemme i systemverdenen.

Omdrejningspunktet i dette interview er hovedsageligt at der er tilstrækkeligt med praktiske informationer – dog, bør man som sygeplejerske overveje hvornår de mange informationer skal formidles.

Det kommer til udtryk i interviewet med borger, at problemet ligger i at det at få en kronisk lidelse, gør det svært at håndtere de mange informationer. Borger udtrykker at hun befinder sig i en livskrise, hvilket gør det svært at mestre de mange praktiske informationer, da hun har tankerne et andet sted.

Billedet er fra: http://www.worldwithoutend.info/sc-wp/frustrations-of-a-balikbayan-opinion-inquirer-net/

Borger, giver udtryk for at det hun har brug for, er en samtale omkring følelser, og at sygeplejerskerne er rigtig søde, men at hun er i tvivl om de er presset på tid, eller om de følelsesmæssigt ikke ønsker at involvere sig – for frygten er det der fylder mest hos denne borger. 
Hvis sygeplejerskerne havde den fornødne tid, kunne en vejledningssamtale være et godt alternativ. En samtale der som Løgstrup siger, tager udgangspunkt i vejledning til den andens bedste. Endvidere understeger Løgstrup vigtigheden i at man ikke krænker ’urørlighedszonen’, og at den vejledningssøgende selv skal komme til facit(10, p 5-20) – hvilket kan forklare sygeplejerskens ’tilbageholdenhed’, som borgeren beskriver som ikke at ville involvere sig følelsesmæssigt. Endvidere ligger i sygeplejerskens autoritet det at skulle beskytte ’sin personlige identitet’, samtidig med at bestræbe sig på at bevare distance mellem borger og sygeplejerske. Det ligger i begrebet ’professionel omsorg’(11, p 33) at man som sygeplejerske har en rolle, om at være professionel, således at sygeplejersken ikke skader sin egen identitet. 
På baggrund af borgers udsagn kommer det til udtryk at fokus er meget på, at give de fornødne informationer omkring selve sygdommen, og at man som i vores borgers tilfælde føler sig lidt ’’glemt’’ som menneske. Det kommer flere gange frem i interviewet at hun føler sig alene omkring sygdommen – men ønsker ikke at inddrage pårørende. Derudover ønsker hun ikke at de skal tage specielle hensyn til hendes sygdom. Dette kan gøre det svært for hende at få oplevelse af sammenhæng, som Antonovsky siger. (12, p 152-153) Han mener det er et nøje sammenspil mellem det at have håndterbarhed, som er at man har nogle ressourcer at trække på når man oplever modstand, men også det at have begribelighed og meningsfuldhed. (13, p 33-50)

Billedet er fra: http://www.amakult.dk/NYTTEVAERDI/nyttevaerdi.html

I og med hun ikke ønsker at trække på pårørende, har hun overvejet at tage imod et tilbud som samfundet tilbyder, om et hold for borgere med diabetes. Det der igen stopper hende, er det psykiske og at hun befinder sig i en krise og er flov over sygdommen – grunden til hun er flov kan som Benner og Wrubel siger i deres temporalitets begreb, have noget at gøre med hendes fortid og den habitus,(15 p 70-74) hun har tilegnet sig igennem hendes livsverden, og det at man, som i hendes familie aldrig har været vant til at snakke med familien omkring problemer, da man ikke vil bekymre hinanden. Dette kan være med til at blokere for nutiden og hendes måde at håndtere sygdommen på nu, i og med hun ikke kommer afsted – hvilket kan påvirke hendes fremtid, (14, p 88-89) således at hun igennem resten af livet får svært ved at opnå empowerment, som er evnen til at handle selv på baggrund af de ressourcer man har, samt tage ansvar for eget liv. (12, p 52) .